Hvad er bilorientering, og hvad går det ud på?
Bilorientering eller o-løb går grundlæggende ud på, at deltagerne skal køre en forudbestemt rute ved hjælp af en udleveret rutebeskrivelse med en bestemt gennemsnitshastighed. Det vigtigste i bilorientering er at køre den rigtige rute, mens hastigheden kun er af sekundær betydning. Gennemsnitshastigheden er normalt sat til 30 km/t, men selv om det ikke lyder af meget, kan det ofte være svært at holde denne hastighed. På ruten passeres forskellige hemmelige og opgivne rutekontroller, som noteres i det udleverede kontrolkort, så løbsledelsen efterfølgende kan kontrollere, om deltagerne har kørt den rigtige rute. Holdet med de færreste fejl og køretid tættest på idealtiden har vundet. Sværere er det ikke.
Deltagerne er inddelt i klasserne M, A, B, C, D for at sikre jævnbyrdighed. Nye deltagere starter i D-klassen, hvor udformningen af køreordrerne er forholdsvis enkel og løbene afvikles på normale veje, så man uden problemer kan køre i sin normale bil. Efterhånden som man rykker op i klasserne stiger sværhedsgraden i køreordrerne, og ruten følger ikke længere nødvendigvis de normale veje men ofte små skov- og markveje.
At starte på at køre orienteringsløb kræver ikke de store ressourcer. Som udgangspunkt skal man være 2 personer. En observatør, der på basis af køreordren, kan finde den rigtige rute ude i naturen. Og en kører, som udover at følge observatørens anvisninger, sørger for at holde øje med rutekontroller og holder øje med veje, hegn, skel og andet, som kan hjælpe observatøren med at stedfæste sig. Udstyrsmæssigt er kravene ret beskedne. Udover en ganske almindelig bil behøves blot en lineal, en kuglepen og et skriveunderlag - så motorsport behøver absolut ikke at være dyrt.
Løbene afvikles normalt lørdag eftermiddag/aften og varierer i længde fra ca. 40 km for begyndere til 80 km for M-klassen. Startgebyret for begyndere ligger på 100-150 kr. I hver af klasserne M, A, B og C køres der om DM, og for alle klasser afvikles ligeledes hhv. Jysk/Fynsk-mesterskab og Sjællandsmesterskab. Derudover køres der også om det såkaldte NEZ-mesterskab, der tidligere hed Nordisk Mesterskab, fordelt på 6 løb i Danmark, Sverige og Finland.
Som et eksempel på en køreordre for begyndere kan du hente et lille kursusløb her
DASUs Vejsportsudvalg har lavet en oversigt over mesterskabs- og turneringsløb i 2017 - hent den her eller på DASUs hjemmeside
I denne artikel af Anders Nielsen fra FDM's Motor kan man få et indtryk af o-løb: Motorsport for folket
På YouTube ligger der mange gode klip, der viser, hvad det går ud på, og hvordan der foregår. Men vær opmærksom på, at der som sagt køres i forskellige klasser, så det kun er de mest erfarne, der skal køre de mest krævende steder. Nedenfor links til nogle gode eksempler men søg selv videre:
Nilsson i dansk o-løb med køreordre: https://www.youtube.com/watch?v=Jw3-DF6llg8&t=24s
En film mere med Nilsson: https://www.youtube.com/watch?v=Emq3rXBRN9c&t=23s
Brdr. Søndergaard i skovkørsel: https://www.youtube.com/watch?v=hTxThDB-Uow&t=40s
Hold DM med C-rute: https://www.youtube.com/watch?v=CF9O_wvxcRY&t=12s
Holm/Mørup i skovkørsel: https://www.youtube.com/watch?v=v0F1YcVpz94&t=43s